DF åbner døren for regeringsdeltagelse


    Dansk Folkeparti er klar til at gå i forhandlinger om en regeringsdeltagelse, hvis partiet efter næste valg bliver inviteret. Det fastslår partileder Kristian Thulesen Dahl i et interview med TV2 News søndag.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – Hvis Dansk Folkeparti skal i regering, så skal det være, fordi andre partier mener, at det skulle være nødvendigt for dem at få os med, siger Kristian Thulesen Dahl i interviewet, der sendes på TV2 News søndag formiddag.

    DF-lederen har ellers hidtil afvist, at partiet vil indgå i en kommende blå regering, men nu bliver døren åbnet lidt på klem.

    – Hvis telefonen ringer, og de beder os om at tage den forhandling, så gør vi det, siger Kristian Thulesen Dahl og tilføjer, at Dansk Folkeparti ikke arbejder for at komme i regering:

    – Vi vurderer lige nu, at vi får størst indflydelse ved at stå uden for en regering – også selv om der måtte være flertal for et regeringsskifte, siger han.

    Thulesen Dahl understreger, at Dansk Folkeparti ikke ligefrem vil plage om at komme i regering. Han mener dog, at regeringsdeltagelse kan ende med at blive et plus for partiet.

    – Hvis andre partier synes, at det er nødvendigt at få Dansk Folkeparti med i en regering, så er bytteforholdet et andet.

    – Så vil de andre partier være mere indstillede på at give Dansk Folkeparti de indrømmelser, der skal til for at det er interessant for os at gå med i en regering, siger Thulesen Dahl.

    /ritzau/