Savnet fly bad om særlig rute under uvejr


    Arkivfoto


    Vejret kan have spillet en rolle, da et passagerfly på vej fra Indonesien til Singapore søndag mistede kontakten med myndighederne og siden har været savnet.

    LÆS OGSÅ: Singapore aktiverer flåde og luftvåben i søgning efter fly
    LÆS OGSÅ: AirAsia-fly med 155 passagerer er forsvundet
    I hvert fald fortæller AirAsia, at besætningen på selskabets fly QZ8501 havde anmodet om at ændre sin rute på grund af vejret.

    – Flyet var på sin planlagte rute og bad om at afvige den på grund af vejrforhold, før kommunikationen med flyet blev tabt, skriver AirAsia i en meddelelse på Facebook.

    Ifølge en luftfartsdirektør i det indonesiske transportministerium var det savnede fly nået omkring halvvejs på sin rute fra Surabaya i Indonesien til Singapore, skriver Reuters.

    Direktøren bekræfter på et pressemøde, at der var dårligt vejr på ruten. Flyet fløj ifølge ham i 32.000 fods højde (9,8 kilometer) og anmodede om at stige til 38.000 fod for at undgå skyer, inden myndighederne mistede kontakten med flyet.

    Der er ikke blevet registreret noget nødsignal fra flyet, inden det forsvandt.

    I sin seneste meddelelse bekræfter AirAsia, at der er 155 personer om bord – heriblandt 16 børn og et enkelt spædbarn. Derudover er der syv besætningsmedlemmer.

    Flyet – et Airbus 320-200 – har været igennem sit seneste vedligeholdelsestjek 16. november.

    Flyets kaptajn har i alt 6100 flyvetimer, oplyser AirAsia.

    Episoden sker i forbindelse med slutningen på et katastrofalt år for et andet malaysisk flyselskab.

    Malaysia Airlines har mistet to af sine fly i løbet af året. Først forsvandt flyet MH370 8. marts, da det var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 personer om bord.

    17. juli blev flyet MH17 så skudt ned over det østlige Ukraine. Alle 298 personer om bord blev dræbt.

    /ritzau/