Soldat truede med at skyde overordnet


    En overkonstabel er onsdag ved Retten i Esbjerg blevet idømt 20 dages betinget fængsel for at have truet med at skyde en seniorsergent i Afghanistan.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Truslerne blev ikke fremsat overfor seniorsergenten selv, men overfor en sergent i Camp Bastion.

    – Jeg er pisseligeglad. Jeg skyder ham kraftedeme. Og jeg tager gerne min straf, sagde overkonstablen om seniorsergenten.

    Sergenten, der hørte truslerne, gik til sine overordnede, der sendte overkonstablen hjem fra Afghanistan.

    I retten nægtede overkonstablen sig skyldig, men tre vidner forklarede, at de havde hørt ham fremsætte truslerne.

    Retten fandt ham skyldig efter straffelovens paragraf 266, da truslerne var “egnet til at fremkalde alvorlig frygt” for seniorsergentens liv og helbred.

    René Andersen, der var anklager i sagen, ville have overkonstablen idømt 20 dages ubetinget fængsel for truslerne.

    – Men jeg er godt tilfreds med dommen, siger han til Ritzau.

    Selv om han nægtede sig skyldig, valgte overkonstablen at modtage dommen.

    /ritzau/