Musikerforbund: Kæmpe tab at DR lukker orkester


    DR’s underholdningsorkester lukker per første januar, og planen om at lade DR Pigekoret, DR Big Bandet og DR Symfoniorkestret fylde tomrummet er useriøst, mener formanden for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen.

    – Jeg synes virkelig, at det er et tab for dansk musikkultur, at der ikke er sådan et orkester mere.

    – Rasmus Seebach har lavet et nummer, som underholdningsorkesteret har lagt strygere ind over, og de har lavet nogle store flotte arrangementer til Tim Christensens ballader – det kan et jazz bigband ikke lave. Der skal bruges strygere og flere klassiske instrumenter, siger en skuffet Anders Laursen.

    Han kan heller ikke se for sig, at symfoniorkesteret vil lave noget, som ikke på den måde er fin symfonimusik.

    – Danskerne mister det mest populære orkester med det bredeste publikum. Et orkester der har stået som brobygger mellem det finkulturelle og populære, mellem klassisk og rytmisk musik, mellem ung og gammel, siger formanden.

    Derudover langer han ud efter DR’s afholdelse af Eurovision i foråret, som overskred budgetrammerne.

    – Dette er udtryk for DR’s prioriteringer af store spektakulære begivenheder i stedet for at tænke langsigtede kulturbærende foranstaltninger, der kan nå bredere ud til folket, siger formanden for forbundet, som er fagforening for musikere, musikundervisere, sangere og musikteknikere med flere.

    Kritikken kommer efter, at DR’s bestyrelse har vedtaget økonomiplan 2015-2018, der skal tilpasse DR til medieforliget.

    I den forbindelse lukker altså underholdningsorkestret, der har eksisteret i 75 år og har 42 fastansatte musikere, per 1. januar 2015.

    Spareplanen for de næste fire år skal samlet set frigøre 161 millioner kroner årligt.

    /ritzau/