20 guldgravere reddet fra kollapset mine i Nicaragua


    Redningsfolk i det nordlige Nicaragua har reddet 20 minearbejdere, der havde siddet fanget dybt under jorden i næsten to døgn, efter at en guldmine styrtede sammen.

    Yderligere fem personer sidder imidlertid stadig fanget i den uautoriserede mine.

    – Vi takker Gud vores herre og jomfru Maria for at have reddet 20 minearbejdere fra døden, siger Rosario Murillo, der er talskvinde for regeringen i Latinamerikas fattigste land.

    Murillo fortæller, at redningsarbejdere fortsat forsøger at lokalisere de resterende fem minearbejdere.

    – Forhåbentlig kan vi finde dem i de kommende timer, siger hun.

    Minearbejderne blev trukket ud en efter en ved hjælp af et særligt system, der blev installeret fredag.

    Arbejderne, der primært er unge mænd under 30 år, var “ret trætte, udmattede, dehydrerede, mudrede og beskidte, da de nåede jordens overflade, fortæller en fotograf fra nyhedsbureauet AFP.

    Familiemedlemmer, der i mange timer havde ventet ængsteligt på stedet, kastede sig i armene på de trætte mænd, så snart de slap ud.

    Indgangen til den uautoriserede mine styrtede tidligt torsdag sammen efter at være blevet ramt af et jordskred, der blev udløst af kraftige regnskyl.

    /ritzau/AFP