Løkke skydeskive igen: Nu bombarderet med rød kritik


    Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, blev mødt af en samlet rød front, da han gik på talerstolen under tirsdagens afslutningsdebat i Folketinget.

    Partierne kræver klare svar på, om Venstre – hvis blå blok vinder valget – vil sætte ind med skattelettelser i toppen eller bunden.

    Ifølge Jesper Petersen, Socialdemokraternes finansordfører, siger Venstres formand nemlig et, mens den øvrige ledelse siger noget andet, når det kommer til at bruge de penge, som Jesper Petersen mener, et offentligt udgiftsstop vil give.

    – Er det, eller er det ikke Venstres politik at bruge provenuet fra den offentlige nulvækst til at fjerne topskatten, som Inger Støjberg og andre har turneret rundt med, siger Jesper Petersen.

    Lars Løkke Rasmussen slår fast, at man med nulvæksten vil have nøjagtigt samme antal penge til rådighed i det offentlige som i dag.

    Og får Venstre flere penge i kassen, så skal de bruges til at “hælde benzin på reformmotoren”, og det skal ikke ske ved lettelser i topskatten, men derimod i bunden.

    Det handler om, at gevinsten ved at arbejde skal være større i bunden, så folk kan lokkes fra offentlig forsørgelse ud i job, argumenterer Løkke.

    – Er det Venstres politik at fjerne topskatten? Nej. Det er Venstres prioritet at lave så målrettede skattelettelser i bunden af indkomstskalaen, så vi kan få mulighed for at løse problemet, siger Lars Løkke Rasmussen.

    Også Radikales gruppeformand, Christian Friis Bach, forsøgte at få styr på blå blok.

    For mens Venstre, Konservative og Liberal Alliance går ind for offentlig nulvækst, vil Dansk Folkeparti have højere vækst end den nuværende regering. Og hvordan skal de ender nå sammen?

    Og det samme var Pia Olsen Dyhr, SF’s formand, inde på. Hun mener, at Venstre giver modsatrettede meldinger om skattelettelser.

    Lars Løkke siger dog, at lettelser i marginalskatten godt kan komme på tale. Men kun på sigt.

    – Målrettede skattelettelser i bunden udelukker ikke, hvis der er råderum til mere, at vi kan gøre noget ved marginalskatten. Men vores prioritet ligger et andet sted, siger han.

    /ritzau/