Tys-tys-kilde nægter at lade sig afhøre af politiet


    Se og Hørs såkaldte tys-tys-kilde har gennem sin advokat meddelt politiet, at han ikke vil lade sig afhøre om sagen, så længe Allers egen undersøgelse står på.

    Det oplyser hans advokat, Michael Juul Eriksen, til Ritzau.

    – Desuden har jeg bedt politiet om at indhente det materiale, som Aller har samlet sammen gennem afhøringer således, at vi andre også kan se, hvad der står i det, siger han.

    Hans klient, der arbejdede hos IBM og udførte opgaver for Nets, er mistænkt for at være den såkaldte tys-tys-kilde, som i en årrække fodrede Se og Hør med oplysninger om, hvor de kendte og de kongelige brugte deres kreditkort.

    Skandalen om de lækkede oplysninger begyndte at rulle, da den tidligere journalist på Se og Hør Ken B. Rasmussen udgav en bog, der blandt andet handlede om forholdene på bladet.

    Siden er politiet gået ind i sagen og har sigtet flere personer. Det drejer sig blandt andet om tys-tys-kilden, flere tidligere chefredaktører på Se og Hør og Allers nuværende udgiverdirektør, Per Ingdal.

    Sideløbende har Aller iværksat sin egen undersøgelse for blandt andet at finde ud, om der er foregået ulovligheder på bladet – altså langt hen ad vejen det samme som politiet undersøger.

    I den forbindelse har blandt andre Ken B. Rasmussen været afhørt til Allers undersøgelse, ligesom tys-tys kilden er blevet bedt om at afgive forklaring til undersøgelsen, hvilket han dog har nægtet.

    – Efter min opfattelse kan man som sigtet i en sag ikke starte sin egen undersøgelse og afhøre andre sigtede i den samme sag, siger Michael Juul Eriksen.

    Hans klient har været til en indledende afhøring hos politiet, og det var meningen, at han skulle til yderligere afhøringer.

    – Men det har jeg sagt nej til, når vi ikke ved, hvilket materiale Aller ligger inde med.

    – Jeg vil jo aldrig nogensinde råde min klient til at lade sig afhøre, når jeg ved, at der ligger et meget stort materiale, som jeg ikke kender til, siger Michael Juul Eriksen til Ritzau.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq