Ebbe Sand stopper som landsholdets angrebstræner


    Fodboldlandsholdets 1-0-sejr over Sverige bliver den sidste kamp med Ebbe Sand som en del af trænerteamet.

    Den tidligere topangriber har siden 2008 været angrebstræner ved landsholdets samlinger, men det sluttede med kampen i Parken onsdag, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

    – Stort tak for mange gode år til Ebbe Sand, som i dag havde sin sidste landskamp som en del af trænerteamet! Held og lykke fremover, lyder det fra DBU på det sociale medie.

    DBU kommer ikke nærmere ind på årsagen til Ebbe Sands afgang, og hvad han skal lave fremover, men den tidligere Brøndby- og Schalke 04-spiller har tidligere meldt ud, at han godt kunne tænke sig et mere fast job.

    I marts sagde han til BT, at han drømmer om at gøre brug af sin P-trænerlicens og blive cheftræner i Dubai, hvor han bor sammen med sin familie.

    – Jeg har været til en del møder med klubber i området, og der er nogle interessante ting på tegnebrættet, så jeg håber, at der kan komme noget konkret ud af det, sagde han til avisen.

    Ebbe Sand indstillede sin landsholdskarriere i 2004 efter 22 mål i 66 kampe.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq