Tidligere Bundesliga-stjerne erkender matchfixing


    20.000 euro. Eller omkring 150.000 danske kroner.

    Så meget var belønningen til den tidligere professionelle fodboldspiller Thomas Cichon for at være med til at aftale resultatet af en kamp i 2. Bundesliga i 2009.

    Tyskeren, der dengang optrådte i midterforsvaret for VfL Osnabrück, erkendte onsdag, at han var medvirkende til, at Osnabrück tabte med 0-3 til Augsburg, fordi han med vilje ikke gjorde sit bedste i kampen.

    – Vi skulle tabe, og derfor ville og kunne jeg ikke yde fuld indsats, sagde Cichon onsdag i retten i Bochum, ifølge Kicker.

    Kampen blev afviklet sidst på sæsonen på et tidspunkt, hvor Osnabrück var i overhængende nedrykningsfare.

    Klubben var før kampen mod Augsburg dog placeret over nedrykningsstregen, men Cichon siger i sin erklæring, at han på det tidspunkt havde affundet sig med den forestående nedrykning og ville udnytte situationen økonomisk.

    Den i dag 37-årige Thomas Cichon slog igennem i tysk topfodbold i midten af 1990’erne som ung libero i FC Köln, hvor han spillede i ni sæsoner.

    Senere i karrieren kom han i økonomiske problemer som følge af spilleafhængighed, og det var det, der fik ham til at medvirke til fupnummeret mod Augsburg.

    Cichon forklarede onsdag, at han aldrig fik de 20.000 euro i hænderne, men at pengene gik direkte i lommen på den bookmaker, han skyldte pengene.

    Det tyske fodboldforbund (DFB) har udelukket den tidligere forsvarsspiller indtil 2015, men Cichon stoppede allerede karrieren med udgangen af 2010 efter et kort ophold i den sydafrikanske klub Moloka Swallows.

    Sagen fortsætter 11. juni. Thomas Cichon kan maksimalt få en straf på 11 måneders betinget fængsel.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq