Advokat om Sixpack-sag: Politiet er gået over stregen


    Politiets særlige indbrudsgruppe Task Force Indbrud (TFI) er gået over stregen i efterforskning af den såkaldte Sixpack sag. Det mener forsvarsadvokat Peter Trudsø.

    Like localeyes.dk på Facebook

    I sagen blev seks rumænske mænd mellem 20 og 27 år onsdag ved Retten i Lyngby idømt straffe på op til tre et halvt års fængsel. Domme, som de nu overvejer at anke til Østre Landsret.

    Advokatens kritik går på TFI’s brug af en såkaldt forbindelsesofficer fra Rumænien, en rumænsk politimand udstationeret i Danmark med det formål at lette samarbejdet mellem politiet i henholdsvis Danmark og Rumænien.

    LÆS OGSÅ: Politiet slog til mod indbrudstyve: Designermøbler blandt tyvekosterne
    Forbindelsesofficeren har medvirket under afhøring af de tiltalte. Det skulle være foregået på den måde, at han har udspurgt rumænerne på rumænsk og oversat til engelsk over for danske betjente, som så igen har skrevet en afhøringsrapport på dansk,

    – Ifølge retsplejeloven er det dansk politi, som efterforsker sager i Danmark. Her har vi at gøre med en forbindelsesofficer, som har afhørt dem på rumænsk og kommunikeret med de danske betjente på engelsk, siger Peter Trudsø til Ritzau.

    LÆS OGSÅ: Rumænere idømt hårde straffe for indbrud
    Normalt vil den slags afhøringer foregå via en godkendt tolk, og den særlige metode er ifølge Trudsø et problem.

    – Vi kan ikke være sikre på, at der er blevet oversat korrekt, og vi ved heller ikke, om de er blevet gjort bekendt med deres rettigheder som sigtede, siger han.

    Trudsø fremførte blandt andet sin kritik under sin procedure i sagen, men retsformand Søren Holm Seerup forholdt sig ikke til kritikken i sin gennemgang af rettens begrundelse for at dømme de seks.

    LÆS OGSÅ: Otte anholdt i stor politiaktion mod indbrudsbande
    Anklager Carina Erdogan ønskede efter retsmødet over for Ritzau ikke at forholde sig, hvorvidt Task Force Indbruds arbejdsmetoder i sagen har været i overensstemmelse med retsplejeloven.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq