De Radikale er enige med regeringspartnerne Socialdemokratiet og SF i, at unge mellem 18 og 25 år skal have rabat på licensen.
Dog så Radikale Venstre gerne, at partierne var kommet med et finansieringsudspil.
– Vi er åbne for en mere solidarisk licensordning. Men jeg synes, at Socialdemokraterne og SF skylder at fortælle, hvor pengene skal komme fra, siger Radikale Venstres medieordfører, Zenia Stampe, til Ritzau.
– Den mest realistiske løsning må være, at Danmarks Radio får færre midler. Hvis man begynder at lave en progression i licensen, så bliver det lige som om at betale skat, og det vil være en vanskelig operation, siger hun.
Som det ser ud nu, er det kun pensionister, der kan søge om af få halveret sin medielicens, hvis deres indkomst ikke er for høj.
– De fleste unge bruger DR på en eller anden måde via tv eller internettet, så selvfølgelig skal de betale licens. De skal bare ikke betale lige så meget som en direktør, siger Zenia Stampe.
Prisen for medielicens for 2014 ligger på 2436 kroner, og man kan enten vælge at betale månedligt eller halvårligt.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq