Politiet jagter flere mænd efter påsat brand


    En mand blev indlagt med symptomer på røgforgiftning, efter at der udbrød brand i en etageejendom på Marie Kofoeds Vej i Rønne en halv time efter midnat natten til den 1. januar.

    Ifølge politiet er der tale om en påsat brand, og man har i nattens løb anholdt tre unge mænd i sagen.

    LÆS OGSÅ: Bydel nytårshærget: Påsatte brande og stenkast mod politiet
    Den ene er dog løsladt igen, mens de to skal blive siddende natten over, fordi politiet fortsat er på udkig efter flere involverede. Først herefter tager man stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør, eller hvad der skal ske.

    – Vi skal ud og hente nogle flere. Vi skal i hvert fald afhøre nogle flere, og så må vi se, om der skal flere ind, siger vagthavende ved Bornholms Politi, Per Christensen.

    Af samme grund er han sparsom med detaljer om sagen. Han afviser derfor også at svare på spørgsmål om, hvilken tilknytning de anholdt har til den forurettede.

    – Det kommer jeg ikke ind på, siger Per Christensen.

    Den røgforgiftede mand er fortsat indlagt.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq