Geværmand åbner ild på hospital i USA


    To mennesker har mistet livet, og to andre er kvæstet, efter at en bevæbnet mand tirsdag begyndte at skyde i en hospitalsbygning i Nevada, USA.

    Gerningsmanden er blandt de døde, og han tog sit eget liv, rapporterer tv-stationen CNN. Manden var bevæbnet med et enkelt skydevåben, lyder det.

    LÆS OGSÅ: Overvågningsvideo: Iskolde geværmænd likviderer kvinder, børn og læger
    Politiet har endnu ikke fastslået noget motiv, og det er foreløbigt sparsomt med oplysninger i det hele taget.

    Bygningen, hvor skyderiet fandt sted, er tilknyttet hospitalet Renown Regional Medical Center, der ligger i byen Reno.

    Den blodige hændelse finder sted kun få dage efter årsdagen for massakren på skolen Sandy Hook, hvor 26 mennesker – heriblandt 20 børn – blev skudt og dræbt i den amerikanske by Newtown.

    Tragedien har genantændt debatten om USA’s våbenlovgivning.

    Flere amerikanske delstater har siden skolemassakren strammet deres våbenlov, men på nationalt plan er lovgivningen uændret.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq