Yahya Hassan politianmeldt for racisme


    Den aarhusianske debattør Mohamed Suleban har politianmeldt digteren Yahya Hassan for racisme.

    Det er en række af Hassans udtalelser om muslimer og borgere i socialt udsatte områder, der er faldet somaliske Suleban for brystet.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – Han bruger eksempelvis nedladende skældsord som “dumme perker”. Og han siger, at alle i socialt udsatte boligområder som Vollsmose og Gellerup stjæler, arbejder sort eller snyder sig til pension, siger Mohamed Suleban til Ritzau.
    LÆS OGSÅ: Tiltalt for at true digter Hassan over Facebook
    – De udtalelser er meget generaliserende, og jeg er lige som så mange andre blevet forarget over dem.

    Den muslimske debattør, der afleverede anmeldelsen til Østjyllands Politi i onsdags, understreger, at der ikke er tale om et angreb på ytringsfriheden.
    LÆS OGSÅ: Unge protesterede mod digter Hassan i Vollsmose
    – Jeg mener, at Yahya Hassan har fuldstændig ret til at sige, hvad der passer ham. Men det skal være inden for lovens grænser, siger Suleban.

    Han henviser samtidig til en række fortilfælde, hvor eksempelvis Lars Hedegaard er blevet dømt for racisme. Hedegaard blev dog senere frifundet i Højesteret.

    – Yahya har sagt nogle ting, som ikke engang Pia Kjærsgaard eller andre islamkritikere har sagt. Og alligevel bliver han af venstrefløjen, kultureliten og politikerne hyldet og modtaget med stor anerkendelse.

    – Havde Pia Kjærsgaard sagt, hvad han har sagt, var hun blevet stemplet som racist og var blevet politianmeldt. Men det er som om, at Yahya slipper af sted med det på grund af sin baggrund.

    Mohamed Suleban var tidligere på året kandidat for Socialdemokraterne ved kommunalvalget. Her vakte han opsigt, da han blev anklaget for at påvirke vælgere, der skulle brevstemme på Aarhus Rådhus.

    Anklagen fik efterfølgende Mohamed Suleban til at trække sig fra kommunalvalget.

    /ritzau/