Trafik i sneglefart: Polititjek af alle biler ved de store broer


Her optagelser af politi som spærrede tilkørslen til Øresundsbroen.

Københavns Politi melder fredag sidst på eftermiddagen, at de fleste transportforbindelser til og fra Sjælland er åbne igen.

Billeder fra TV2 News viser dog massiv politikontrol af biler, der forsøger at krydse Øresundsbroen. Hver enkelt bil bliver tjekket af tungt bevæbnede politifolk.

Samtidig skriver Ekstra Bladet, at samme situation er gældende for biler, der forsøger at krydse Storebæltsbroen.

Begge broer var fredag eftermiddag spærret for trafik efter anmodning fra politiet. Det betød foruden et stop for biltrafik, at tog på strækningerne mellem Danmark og Sverige og mellem Fyn og Sjælland måtte holde stille på skinnerne i omkring en time.

Ekstra Bladet beretter også, at der er politi til stede ved Lillebæltsbroen og Svendborgsundbroen på Fyn.

Københavns Politi bekræfter, at politiaktionen nu foregår i hele landet og med deltagelse af samtlige politikredse. Der fremkommer desuden meldinger om kampklædt politi ved flere trafikale knudepunkter i hele landet.

Ud over brolukninger har også færger ligget stille.

Det har været gældende for færgetrafikken internt i landet, men også den internationale færgetrafik til og fra Sjælland.

Færgeoverfarten mellem Helsingør og Helsingborg og færgetrafikken mellem Danmark og Tyskland blev lukket i en periode, men både Københavns Politi og Vejdirektoratet melder, at færgetrafikken er genoptaget.

Også Molslinjens afgange mellem Jylland og Sjælland har været påvirket af politiaktionen, men sejler nu normalt, siger pressechef Jesper Maack til Ritzau.

Den omfattende politiaktion blev sat i værk i jagten på en sort Volvo. Københavns Politi efterlyser en sort svensk indregistreret Volvo V90 med registreringsnummer ZBP 546.

I køretøjet befinder sig formentlig tre personer, som sættes i forbindelse med alvorlig kriminalitet, lyder det.

/ritzau/