En person blev tirsdag ramt af skud i et nyt skyderi i Københavns Nordvestkvarter. Personens tilstand er natten til onsdag ukendt.
Det skriver Københavns Politi i et tweet.
Politiet er ved midnatstid stadig massivt til stede efter skyderiet, der fandt sted på Skaffervej.
– Vi efterforsker skyderi. Vi har masser af politi til stede og efterforsker det derfra, oplyser vagtchefen ved Københavns Politi til DR Nyheder.
Politiet formoder, at skyderiet har forbindelse til den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet.
I den seneste tid har været flere skyderier i og omkring København.
Forleden oplyste politiet, at de seneste dages skyderier i københavnsområdet skyldes, at en bande er blevet opdelt i to nye grupperinger.
Københavns Politi ønsker natten til onsdag ikke at kommentere tirsdagens skyderi yderligere.
/ritzau/