Betjente skød igen under drive-by skyderi


KØBENHAVN: Ved aftenens skyderi mod en gruppe personer på Haraldsgade åbnede politiet ild mod gerningsmændenes bil under flugten.

Der har her til aften været en skudepisode i Ragnhildgade på Nørrebro, det er endnu uklart om nogen er blevet ramt af skud.

Politiet er massivt til stede i området omkring Ragnhildsgade og Haraldsgade, på Banevingen hvor en formodet gerningsbil samt et automatvåben er fundet samt på Bagsværdsvej hvor der også skal være blevet skudt.

Ved det første skudattentat som skete på Haraldsgade blev der fra en forbikørende personbil afgivet flere skud mod en gruppe unge. En politipatrulje var lige ved siden af de unge, og trak omgående deres tjenestevåben og åbnede ild mod gerningsmændene.

Det er ukendt om betjentene selv var i fare, og hvor mange skud de har afgivet på stedet mod gerningsmændene og deres bil, ligesom det ikke vides om politiets kugler ramte nogen af gerningsmændene.