En mand vågnede natten til torsdag ved, at hans hund begyndte at gø, da der blev affyret et skud mod et vindue i hans hus.
Det oplyser Fyns Politi.
Politiet modtog anmeldelsen om skuddet klokken 0.44.
Ingen blev heldigvis ramt af skuddet.
Torsdag morgen undersøgte politiet hændelsen ved huset, der ligger tæt på motorvejen i Spedsbjerg på Fyn.
Efterforskningsleder Carsten Dichmann oplyser, at der blev sendt en drone op for at undersøge området. Desuden var politiets teknikere på stedet, hvor de ledte efter spor.
Efter undersøgelserne kan politiet konkludere, at der er blevet skudt én gang, da det har fundet et projektil. Det er dog endnu for tidligt at sige noget om, hvilket våben der blev brugt.
Politiet har afhørt to mandlige beboere, som befandt sig i huset, men det har ikke gjort politiet klogere på, hvorfor nogen skulle skyde mod huset.
– Vi har ikke noget motiv på nuværende tidspunkt, siger Carsten Dichmann.
/ritzau/