Politiet advarer: Del ikke fotos og videoklip med intimt indhold


Arkivfoto


Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en sag fra Vojens-området i weekenden den 25. – 26. august, hvor tilskuere kan have filmet to unge under 18 år, der havde intimt samvær.

Politiet er bekendt med, at personer kan have delt videoklip og fotos via for eksempel Facebook Messenger. Og vi skal i den forbindelse indskærpe, at det er strafbart at dele denne type intime optagelser, og at det er en skærpende omstændighed, at optagelserne viser mindreårige.

Blufærdighedskrænkelse
Deler man optagelserne, kan der være tale om en overtrædelse af Straffelovens paragraf 232 om blufærdighedskrænkelse, der straffes med bøde eller fængsel – Straffelovens paragraf 235 om udbredelse af børneporno, der straffes med bøde eller fængsel samt Straffelovens paragraf 264D om krænkelse af privatlivets fred, der også straffes med bøde eller fængsel

Ikke klar over lovbrud
En vigtig opgave for politiet er at forhindre lovovertrædelser. Og det er på den baggrund, at Syd- og Sønderjyllands Politi bringer advarslen.

– Vi har desværre set eksempler på, at denne type fotos og videoklip kan blive spredt til rigtig mange mennesker, og at mange ikke er klar over, at det er ulovligt at dele optagelserne. Derfor går vi ud med dette budskab og understreger, at vi ser alvorligt på sagen, fremhæver fg. vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

Kontakt til skoler
Syd- og Sønderjyllands Politi har kontaktet Haderslev Kommune og de lokale skoler for at samarbejde med dem om at synliggøre budskabet. Og kommunens SSP-konsulenter begynder allerede i næste uge at holde oplæg for elever om lovgivning og etik, når det gælder brug af digitale medier.

Syd- og Sønderjyllands Politi henviser desuden til det vedlagte informationsark med nyttig information om lovgivningen på området m.m.

Endvidere har både Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet (hjemmesiden SletDet) lavet særlige hjemmesider om problematikken.