Pizzabud mistede herredømmet: To mænd kvæstet i frontalt sammenstød


GILLELEJE: Lørdag eftermiddag kl. 13.34 kørte to personbiler frontalt sammen i svinget på Pårupvej, lige ved krydset Ålekistevej – Pårupvej, og stedet var afspærret for al trafik i over en time mens redningsarbejdet stod på.

Lørdag eftermiddag kørte to personbiler frontalt sammen i det store bløde sving ved krydset Ålekistevej – Pårupvej, det var tilsyneladende et pizzabud fra Helsinge som mistede kontrollen over sin bil og herefter påkørte en modkørende bil frontalt.

Pizzabilen kom kørende i nordlig retning mod Gilleleje, og hvad der præcist udløste uheldet er lidt usikkert, men der skulle være tale om at pizzabilen kommer ud i rabatten og føreren foretager her en for hård genopretning som sætter bilen i skred.

Pizzabilen kommer herefter over i den modkørende vejbane og kolliderer frontalt med den modkørende grønne stationcar, føreren af den grønne bil havde forsøgt at undvige den løbske bil men forgæves.

Ved kollisionen blev føreren af pizzabilen kastet op i forruden, hvilket er tydeligt udfra den runde knusning af forruden som ses i førersiden. Om pizzabudet benyttede sikkerhedssele eller ej er uklart, men efter kollisionen fandt vidnerne til ulykken ham liggende bevidstløs i bilen.

Helt korrekt blev manden straks løftet ud af bilen af vidnerne som herefter gav livreddende førstehjælp til den blødende mand på stedet indtil ambulance, akutlæge, brandvæsen og politi nåede frem. Manden var dybt bevidstløs i længere tid på ulykkesstedet, men endte til sidst med at komme til sig selv.

Den tilkaldte lægehelikopter blev herefter aflyst, og den kvæstede mand kørt med udrykning og læge-støtte til Traumecentret på Hillerød Hospital. Den påkørte bilist blev også kørt til Hillerød Hospital, men skal umiddelbart være sluppet nogenlunde heldigt fra den voldsomme ulykke hvor begge biler blev totalskadet.

Kort efter de to tilskadekomne var kørt væk fra stedet blev der ryddet op, og den ene bil slæbt ud i vejsiden så den sydgående trafik kunne køre igennem. Der var dog delvist afspærret på stedet indtil den ene bil var blevet afhentet af en ladvogn, mens den anden er efterladt på stedet og skal fjernes af ejeren selv.

Politiet har ikke foretaget nogen større undersøgelser på stedet, hvilket er en klar indikator på at ingen af de kvæstede er vurderet til at være kommet noget alvorligt til.

Lørdag eftermiddag ved 16-tiden havde vagtchefen for Nordsjællands Politi ikke nogen oplysninger omkring ulykken.