Pirattaxakunde plyndret for 40.000


Arkivfoto


Østjyllands Politi advarer mod, at festuge-gæsterne i Aarhus benytter pirattaxaer, når de skal rundt i byen. Foreløbigt har politiet kendskab til to tilfælde, hvor borgere har fået kørelejlighed af en pirattaxa og i den forbindelse er blevet snydt.

Episoderne fandt sted i weekenden, hvor to mænd på hhv. 28 og 32 år tog, hvad de efter eget udsagn troede var en autoriseret taxa, hjem fra midtbyen. Begge fik stjålet deres dankort, og det ene kort blev efterfølgende misbrugt for 40.000 kroner, før bedrageriet blev opdaget.

– Vi ved fra tidligere år, at pirattaxachauffører udnytter festugen til at begå kriminalitet, fordi der er mange mennesker i byen, og mange der skal fragtes hjem ud på de sene nattetimer. Derfor opfordrer vi borgerne til at tænke sig godt om, og at de ikke lader sig friste af en tilsyneladende nem kørelejlighed. Det kan nemlig vise sig at blive rigtig dyrt, siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard.

Han anbefaler, at man sikrer sig, at det er en autoriseret taxa, man kører med. Se efter taxa-symbolet på bilen, og er man er i tvivl, bør man ikke køre med.

– Det kan ende rigtig galt, hvis man kører med nogen, man ikke kender. Vi har fx tidligere set, at borgere er blevet overfaldet under en tur i en pirattaxa eller truet til at udlevere sine værdier. Det er ikke risikoen værd, siger Gert Bisgaard, der beder om, at man takker nej og i stedet ringer 114 og fortæller om det.

I Danmark er det ulovligt at erhverve sig ved at køre pirattaxa. Det er ikke ulovligt at være kunde, men som de to nylige eksempler bekræfter, kan der være en risiko for både bedrageri og overfald, hvis man vælger en pirattaxa frem for en autoriseret taxa.