Foto: White House
En ny afslørende bog om Donald Trump i Det Hvide Hus synes at bekræfte rapporter om, at den amerikanske leders temperament er lunefuldt og stærkt svingende.
Det kommer fra en journalist, som var med til at fremtvinge præsident Richard Nixons historiske tilbagetræden i 1974.
Bogen “Frygt: Trump i Det Hvide Hus” af Washington Post-journalisten Bob Woodward udkommer officielt om en uge. Men den har allerede skabt mange overskrifter i de amerikanske medier, og den lå tirsdag øverst på Amazons liste over bestsellers.
The New York Times skriver i en anmeldelse, at bogen har en enkelt hovedpointe: “USA’s siddende præsident er en lystløgner”.
– Jeg ville ønske, at der var mere kontekst, mere lidenskab og lidt ironi i bogen og en mere enkel historie. Woodward er også i en særlig position til at sammenligne Trump og Nixon. Men det er ikke hans mål, skriver anmelderen og tilføjer:
– Bogen “Frygt” er som en langsom tropisk storm – ikke en orkan. Man vender siderne, og Woodward underbygger og leverer, hvad han lovede i bogens titel.
I bogen bliver nuværende og tidligere medlemmer af Trumps stab citeret for, at de tvivler på præsidentens dømmekraft, og nogle omtaler ham som “idiot” og “løgner”.
Andre hævder, at de har fjernet papirer fra præsidentens skrivebord for at forhindre ham i at trække USA ud af handelsaftaler.
Trump afviser bogens påstande, og han siger, at Woodward forsøger at føre offentligheden bag lyset.
Præsidenten fremhæver, at hans forsvarsminister, Jim Mattis, og hans stabschef Johns Kelly afviser at have fremsat de udtalelser, som de citeres for.
En stor del af bogen er baseret på kilder, som ikke bliver navngivet, og flere medlemmer af Trumps stab udtrykker forbavselse over, at mange fra præsidentens indercirkel skulle have afsløret pinlige historier om præsidenten over for Woodward.
Den tidligere pressechef for George W. Bush, Ari Fleischer, forsvarer Woodwards metoder i et tweet:
– Jeg har selv prøvet at være udsat for en Bob Woodward-bog. Der var citater, som jeg ikke kunne lide. Men aldrig – ikke en eneste gang – har jeg troet, at det var noget Woodward fandt på.
/ritzau/AP