Kristne grupper vil bremse LGBT-bevægelserne


Arkivfoto


Homoseksualitet, biseksualitet, transkønnethed, interkønnethed og flydende kønsidentitet er blevet mere udbredt og accepteret i Danmark.

Men den udvikling er gået for vidt, mener flere kristne grupper, der føler sig ekskluderet fra samfundet og frataget retten til at have en anden mening om kønsidentitet.

Det skriver Berlingske onsdag.

– Hvis man vover at sige noget, som man egentlig har haft som almindelig konsensus i Danmark igennem årtier, så er man pludselig blevet meget umoderne og forstokket, siger formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard over for Ritzau.

– Jeg taler ikke om, at en minoritet, som kan opleves udfordret, ikke kan blive lyttet til. Men kan det virkelig være rigtigt, at en minoritet på den måde skal sætte en dagsorden, der tager hele samfundet som gidsel?, spørger han.

Hans-Ole Bækgaard skal 17. september på vegne af Indre Mission mødes til et halvårligt møde med seks andre kristne organisationer, hvor flydende kønsidentiteter og seksualitet er et punkt på dagsordenen.

Debattør og katolik Iben Thranholm mener, at det er svært at få hul på debatten.

– Vi har ikke en debat om, hvorvidt det er fuldkommen sindssygt, hvad der foregår. For det må man ikke.

– Det handler om retten til at kunne kritisere det og sige, at man har et andet syn på køn og seksualitet og gerne vil have lov til at udtrykke det. Men det kan man ikke, siger hun til Berlingske.

Direktøren for Aidsfondet, Andreas Æbelø, har flere gange debatteret med det, han omtaler som “den kirkelige højrefløj”.

Han mener, at de syv kristne foreninger “støber kugler i et fundamentalistisk parallelsamfund i stedet for at række ud til resten af Danmark”.

– Homoseksuelles rettigheder har været en anden indædt kamp. Og nu denne. Så jeg er ikke overrasket, men det gør mig trist endnu en gang at se et stærkt behov for at være i opposition til bestemte borgere.

– Det er ikke den kristendom, jeg kender, og det er milevidt fra det nytestamentlige budskab, siger Andreas Æbelø til Berlingske.

/ritzau/