Arkivfoto
En 60-årig kvinde er tirsdag eftermiddag blevet påkørt og dræbt i en trafikulykke på Fyn.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen.
Kvinden kom ved 17.30-tiden cyklende i Kerte, der ligger i Assens Kommune. Her overså en 83-årig mand hende af ukendte årsager og ramte hende.
Kvinden blev herefter slynget hen ad vejen. Hun blev ved lægeambulancens ankomst erklæret død på stedet.
– Vi har et vidne, der har set det ske. Men de helt konkrete omstændigheder vil jeg ikke udtale mig om, siger Anders Furbo Therkelsen.
Kvinden var fra lokalområdet, og de pårørende er underrettet.
Den 83-årige mand var ikke påvirket af spiritus.
– Vi har foretaget de undersøgelser, vi nu skal i den her slags sager, og det indbefatter en alkoholprøve. Den er kommet tilbage negativ, siger vagtchefen.
Manden er sigtet for uagtsomt manddrab.
/ritzau/