Større hashhandel afbrudt ved tilfælde: Stak af fra bil som flød med kontanter


Arkivfoto


Nogle betjentes rutinekontrol af to biler på Karlslunde Rasteplads i Greve udviklede sig hurtigt dramatisk.

Fredag eftermiddag klokken 1350 ville en patrulje foretage en rutinemæssig kontrol af en norsk og en dansk bil, der var kørt ind på rastepladsen.

I bilerne var der flere personer, der imidlertid pludselig løb i hver sin retning fra de to biler, som politiet interesserede sig for.

Det lykkedes politiet at få fat i en 37-årig mand fra Frederiksberg, som blev anholdt som mistænkt for at have rolle i forbindelse med fund af et større pengebeløb, der lå synligt i den ene bil.

En hundepatrulje forsøgte at finde de flygtede personer, men forgæves.

Politiet bragte de to biler til nærmere undersøgelse, hvor det viste sig, at der i bilen med pengene også blev fundet ca. 6½ kg hash.

Den anholdte mand blev sigtet for at have en rolle i forbindelse med besiddelse af hashen med henblik på overdragelse til andre.

I et grundlovsforhør lørdag blev han varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 20. september 2018, mens politiet forsøger at få identificeret de øvrige, men flygtede personer og deres roller i sagen.