17-årig norsk dreng tilstår mord på 13-årig pige


Arkivfoto


I Norge har en 17-årig dreng tilstået drabet på den 13-årige norske pige Sunniva Ødegård, der natten til 30. juli blev fundet død.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Drengen har været sigtet og fængslet siden 31. juli. Han meldte sig oprindeligt som et vidne med oplysninger, men efter et forhør sigtede politiet ham for drabet.

Tidligere har den 17-årige erkendt et indbrud i en børnehave tæt ved samme nat. Men det er først torsdag, han har tilstået drabet, oplyser Bjørn Kåre Dahl, som leder efterforskningen.

– Sigtede har forklaret, at der blev udøvet vold to steder, siger Bjørn Kåre Dahl ifølge NTB.

Den 17-årige forhøres stadig. Han har endnu ikke taget stilling til, hvad han vil erklære sig i en retssag, oplyser politiet.

Ifølge tv-stationen NRK’s hjemmeside oplyser Bjørn Kåre Dahl, at den 17-årige har ændret forklaring.

– Først forklarede han, at han tilfældigvis kom forbi findestedet natten til mandag, men at han ikke havde noget med drabet at gøre. Han har ændret sin forklaring til, at han har udført drabshandlingen, siger Bjørn Kåre Dahl ifølge NRK.

– Han har forklaret, at vold med et stump objekt har været involveret.

Den 13-årige Sunniva Ødegård blev fundet 150 meter fra sit hjem, da hendes far begyndte at lede efter, fordi hun ikke var kommet hjem fra en veninde som planlagt.

Ifølge den 17-åriges nye forklaring er hun blevet udsat for vold to steder. Det ene af stederne er nær ved findestedet.

Ifølge NRK har politiet tidligere oplyst, at den 17-årige var kendt for tidligere forhold, uden at der dog var tale om voldssager. Ifølge NRK’s anonyme kilder var han med til at sætte ild til en ungdomsskole i byen tidligere på sommeren.

Det skal nu vurderes om den 17-årige er tilregnelig.

/ritzau/