Betjent undveg: Narkobilist tæt på at køre ind i politibil


Arkivfoto

HØJBJERG: En 28-årig mand kørte næsten bogstaveligt talt i armene på en patrulje fra Østjyllands Politi på Ryslingevej i Højbjerg, tidligt onsdag morgen.

Klokken var omkring 05.00, da den 28-årige mand i en personbil kom kørende mod politibilen og pludseligt slingrede så meget over i den modsatte vejbane, at betjenten bag rattet måtte stå hårdt på bremsen.

Herefter kørte den 28-årige mand videre med hornet i bund, den aparte adfærd i trafikken fik naturligt nok betjentene til at vende bilen og sætte efter manden, som kort efter blev standset.

Her konstaterede betjentene, at bilisten var påvirket, og at han desuden kørte uden sele. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, for at køre uden sele, for at køre over i den modsatte vejbane og for ikke have medbragt sit kørekort.