Arkivfoto
HOLBÆK: Tirsdag aften kl. 22.52 blev politiet alarmeret efter en bevidst påkørsel af en 57-årig mand fra Tølløse. Manden havde umiddelbart forinden signaleret til føreren af en bil at han skulle sætte hastigheden ned – hvorefter bilisten påkørte manden.
Manden havde ifølge sin egen forklaring viftet afværende ad bilisten som kørte imod ham, og angiveligt kørte over 80 km/t på den smalle Industrivej. Herefter gik ofret videre henad vejen, mens bilen vendte om og herefter bevidst påkørte ham bagfra.
En ambulance var sendt til stedet, hvor redderne var i gang med at tilse den tilskadekomne for kvæstelser i hovedet som følge af påkørslen, mens den pågældende bil var flygtet fra stedet, men havde efterladt en stænklap med bilmærket påført.
Den kvæstede blev bragt til skadestuen i Holbæk til behandling for sine skader, der bestod i en flænge i hovedet og han var ikke i livsfare efter påkørslen.
Området blev afspærret for at finde yderligere spor, ligesom politiet ledte efter bilen med baggrund i diverse vidneforklaringer, mens en bilinspektør blev tilkaldt for at lave undersøgelserne sammen med politiet.
Kort efter midnat fandt politiet på Tølløsevej en efterladt bil, der manglede en stænklap, og som i øvrigt svarede til vidners beskrivelse af gerningskøretøjet. På den registrerede bilejers bopæl foretog politiet anholdelse af to 29-årige mænd fra hhv. Hvalsø og Tølløse samt en 30-årig kvinde fra Tølløse.
Kvinden blev dog løsladt efter et par timer, da hun ikke umiddelbart blev vurderet til at have en rolle i sagen.
De to mænd har begge fået udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol/euforiserende stoffer, idet politiet skal forsøge at finde ud af, hvem af de to som sad bag rattet på tidspunktet for påkørslen.
De to mænd er afhørt til sagen, som politiet behandler som en sag om grov vold.