38-årig dræbt da bil og minibus kører sammen


En 38-årig mand mistede tirsdag eftermiddag livet, og tre andre kom lettere til skade ved en trafikulykke i Vallensbæk syd for København.

Alle fire sad i en minibus af mærket VW Caravelle, der kom kørende mod syd ad Søndre Ringvej.

– I krydset med Vallensbæk Torvevej støder den sammen med en personbil, fortæller vagtchef Thomas Mejborn fra Københavns Vestegns Politi.

Den dræbte og de kvæstede kommer fra udlandet, men da de pårørende endnu ikke er underrettet vil Thomas Mejborn ikke sige, hvor de kommer fra.

Føreren af personbilen kom ikke fysisk til skade ved ulykken.

I forbindelse med ulykken blev seks ambulancer sendt ud til krydset, men der blev altså ikke brug for dem alle.

Vagtchefen kan tirsdag eftermiddag ikke sige noget nærmere om, hvordan ulykken skete.

– En bilinspektør har været ude at foretage undersøgelser, og hans rapport vil til sin tid kaste lys over, hvordan ulykken skete, siger han.

/ritzau/