Mand påkørt efter forsøg på at stoppe bil i høj fart


Arkivfoto

En mand blev sent tirsdag aften påkørt på Industrivej i Tølløse. Det skete, da han forsøgte at standse en bil, som kørte i høj fart.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

– Vi modtager anmeldelsen klokken 22.52. Forurettede bliver påkørt, da han forsøger at stoppe en bil, der kører for stærkt, siger vagtchef Henrik Olesen.

Manden, der er i slutningen af 50’erne, blev efterfølgende kørt med ambulance til Holbæk Sygehus, hvor han er blevet tilset.

Ifølge politiet er manden ikke kommet alvorligt til skade.

Politiet har anholdt to mænd i starten af 30’erne, hvoraf den ene er kendt af politiet i forvejen. Begge er nu sigtet for vold.

– Der er flere vidner, som har set hændelsen. Vi forsøger nu at få et overblik over, hvad der er sket, siger vagtchefen.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvor hurtigt bilen kørte, da den ramte manden.

/ritzau/