Mange vidner filmede 25-årig mands fald fra fjerde sal


Arkivfoto


Mange vidner tog mobiltelefonen frem for at tage fotos eller optage videoer, da en 25-årig mand faldt ned fra fjerde sal i Sønderborg tirsdag aften.

Det oplyser vagtchef Ole Aamand fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den tilskadekomne er en psykisk syg mand, som kravlede ud på taget fra et kvistvindue i en lejlighed. Herfra faldt han ned fra fjerde sals højde.

– Han er kommet alvorligt til skade og er bragt på sygehuset, siger Ole Aamand.

Der er natten til onsdag ikke noget nyt om den tilskadekomnes tilstand. De pårørende er underrettet, oplyser vagtchefen.

Faldulykken skete på Ringgade i Sønderborg omkring klokken 21.00 tirsdag aften.

Politiet har efterfølgende fået flere henvendelser om, at vidner til faldulykken har hevet telefonen frem ved ulykkesstedet.

– Vi har fået flere opkald fra borgere, der har set vidner, som har stået og taget billeder og videoer derude, siger Ole Aamand.

Derfor opfordrer politiet af etiske årsager til, at vidner ikke offentliggør optagelserne fra faldulykken på de sociale medier, hvis den 25-årige fremgår af optagelserne.

– Vi opfordrer folk til at lade være med at sende det ud nogen steder. Det er en ulykkelig hændelse, siger Ole Aamand.

Ifølge vagtchefen sker det “heldigvis sjældent”, at vidner stopper op for at fotografere ulykker i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

– Men det bliver desværre hyppigere og hyppigere. Alle har et kamera ved hånden, som de lige kan hive frem, siger han.

/ritzau/