Hollænder anholdt i stor international narkosag


    Optrevlingen af en stor international narkoring, der blandt andet andet mistænkes for at smugle store mængder hash til Danmark, fortsætter.

    Mandag blev en mand anholdt i Holland. Dansk politi vil have ham udleveret, da han mistænkes for at have smuglet 400 kilo hash til Danmark.

    Det oplyser politiets enhed mod organiseret kriminalitet Særlig Efterforskning Vest (SEV) i en pressemeddelelse.

    Sagen kom til offentlighedens kendskab den 7. marts, da politiet efter længere tids efterforskning slog til og anholdt 20 personer.

    Under aktionen blev der beslaglagt omkring 900 kilo hash, og undervejs i efterforskningen har politiet i alt beslaglagt 1,7 ton hash og 11 kilo kokain. Desuden har man fundet store pengebeløb.

    En måneds tid senere slog politiet til igen og anholdt yderligere 11 personer.

    Flere af de anholdte er løsladt igen, men flere end 20 personer sidder fængslet i sagen alene i Danmark.

    SEV har tidligere oplyst, at man under efterforskningen har samarbejdet med politiet i Holland, Sverige og Spanien.

    Foruden aktionerne i Danmark er der foretaget en lang række ransagninger og undersøgelser i andre lande. De aktioner har også ført politiet på sporet af andre narkosager med andre gerningsmænd.

    I de andre sager er der samlet blevet beslaglagt yderligere 500 kilo hash, 42 liter amfetaminolie, der svarer til cirka 60 kilo amfetamin, 20 kilo kokain, to kilo heroin og 88 kilo amfetamin.

    I øvrigt er den første dom i sagen allerede faldet herhjemme.

    For godt to uger siden blev en 33-årig mand i en tilståelsessag ved Retten i Aarhus idømt fire og et halvt års fængsel for at smugle 800 kilo hash til Danmark og for groft hæleri.

    Dommen for groft hæleri skyldes, at han i oktober sidste år var i besiddelse af en kuffert med en million kroner i kontanter.

    Kufferten med de mange penge blev opdaget af tolderne i lufthavnen i Malaga, da en anden person forsøgte at smugle den ind i Spanien, hvor pengene skulle gives til en tredje person.

    /ritzau/