En dræbt og en såret ved skyderi i Malmø


    En person er død og en anden er såret efter en skudepisode i bydelen Nydala i Malmø tirsdag, oplyser politiet.

    – Politiet arbejder intenst med indsamling af information fra vidner, og der bliver banket på døre i en eftersøgning efter gerningsmændene, siger politiets talskvinde, Åsa Emanuelsen.

    Natten til tirsdag blev en mand i 20-årsalderen såret ved en anden skudepisode i samme område. Ingen mistænkte er pågrebet.

    I sidste måned blev tre mænd skudt og dræbt i Malmø, og tre andre blev senere såret ved et andet skyderi i byen. Efterfølgende blev endnu en mand dræbt af skud.

    Fire personer blev lørdag såret ved et skyderi i Helsingborg. Tidligt søndag morgen oplyste politiet, at de på hospitalet havde anholdt en 27-årig mand og sigtet ham for drabsforsøg.

    Dusinvis af mennesker er blevet dræbt under angreb i de seneste to år i forstæder til Stockholm, Malmø og andre storbyer.

    Der var 129 skyderier i Stockholm i 2017. Mindst 19 mennesker blev dræbt, hvilket var dobbelt så mange som i 2016.

    I Malmø, hvor omkring 45 procent af de 330.000 indbyggere har en indvandrerbaggrund, siger politiet, at tre eller fire store bander opererer.

    I Malmø, hvor omkring 45 procent af de 330.000 indbyggere har en indvandrerbaggrund, siger politiet, at tre eller fire store bander opererer.

    Volden har ført til et udbredt krav om, at myndighederne slår hårdere ned på kriminalitet, og at indvandringspolitikken strammes.

    – Lige nu konkurrerer de store partier om, hvem der kan fremlægge de skrappeste stramninger og den mest restriktive politik, sagde vicestatsminister Isabella Lövin fra De Grønne, sidste måned.

    – Den situation gavner helt klart Sverigedemokraterna, tilføjede hun.

    I flere nylige meningsmålinger står Sverigedemokraterna til at få omkring 20 procent af stemmerne.

    /ritzau/TT