Arkivfoto
En 70-årig mand blev torsdag sigtet for at have opbevaret ikke mindre end to ton hash på mandens ejendom syd for Holbæk.
Det skriver avisen Nordvestnyt.
Manden er desuden sigtet for at have overdraget 240 kilo hash til en mand, der skulle smugle hashen til Norge.
Nordvestnyt skriver, at denne mand er identisk med en 51-årig dansk mand, som ifølge DR Nyheder og norske VG forleden blev anholdt i Norge.
Han blev sammen med endnu en dansker, en 67-årig mand, torsdag stillet for en dommer i Oslo og varetægtsfængslet i isolation i fire uger.
– Vi har pågrebet to danskere og sigtet dem for indførsel af et større parti hash til Norge. Det er over 100 kilo, sagde politiadvokat Håvar Undeland fra det nationale norske kriminalpoliti, Kripos, torsdag aften til DR Nyheder.
Nordvestnyt skriver, at den ældre mand ved Retten i Holbæk nægtede sig skyldig i at have overdraget hash til den 51-årige.
Han erkendte sig dog delvist skyldig i at have opbevaret hash. Men han mente, at det kun var mellem 300 og 500 kilo.
Han blev varetægtsfængslet frem til 24. juli.
/ritzau/