Mand dør efter at få jernkonstruktion ned over sig


Arkivfoto


En 50-årig mand er tirsdag død, efter at han fik en større jernkonstruktion ned over sig.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden afgik i dag ved døden, efter han fik en større jernkonstruktion ned over sig på en industrivirksomhed på Bredstrupvej i Grenaa.

Ifølge politiet er der tale om en arbejdsulykke.

Manden var i gang med at arbejde på stedet, da jernkonstruktionen af ukendte årsager væltede og ramte ham.

Arbejdstilsynet skal nu undersøge omstændighederne omkring ulykken nærmere, hvilket er kutyme i sager om arbejdsulykker.

Østjyllands Politi kan ikke udtale sig yderligere om sagen, før tilsynet har undersøgt stedet.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/