Banedanmark: Jernbaneoverskæring ved Varde er usikker


Ulykkesstedet nær Varde


Jernbaneoverskæringen nord for Varde, hvor to personer tirsdag mistede livet, efter at et tog ramte en minibus, var af Banedanmark klassificeret som “usikker”.

Det oplyser Banedanmark.

Overskæringen er ubevogtet og har manuelle bomme, som bilister selv skal løfte.

Da overskæringen er betegnet som “usikker”, figurerer den på Banedanmarks liste over jernbaneoverskæringer, der som følge af en politisk aftale fra 2009 enten skal nedlægges eller sikres.

Ifølge Banedanmark var der 1. januar 2018 139 usikre jernbaneoverskæringer, der ikke er elektronisk sikret, og de udgør en sikkerhedsrisiko på banen i Danmark.

Sidste år skrev Banedanmark, at målet er at sikre alle overgange inden udgangen af 2018.

Overskæringerne sikres ved enten at nedlægge overskæringen og henvise til en anden vej eller opstille enten hel- eller halvbomsanlæg.

Togtrafikken mellem Varde og Esbjerg er på grund af ulykken indstillet frem til klokken 19 tirsdag aften, oplyser Banedanmark.

– Lige nu er vi på stedet, hvor vi arbejder tæt sammen med Havarikommissionen, politiet og Arriva.

– Banedanmarks undersøgelsesvagt er på stedet ligesom Banedanmarks hjælpevognsberedskab er på vej til stedet, som skal gennemføre arbejdet med at få fjernet toget og bilen og få genoprettet trafikken, siger trafikdirektør i Banedanmark Peter Svendsen i en pressemeddelelse.

Ifølge politiets oplysninger var der kun to personer i den minibus, der tirsdag blev ramt.

Ud over lokoføreren var der to personer i det tog, der ramte minibussen. De er begge indlagt på sygehuset med symptomer på piskesmæld, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Både lokoføreren og passagererne får tilbudt psykologhjælp, oplyser Arriva.


Ulykkesstedet nær Varde

/ritzau/