Arkivfoto
Naturstyrelsen afviser, at der fra styrelsens side er givet tilladelse til, at en gruppe kunne antænde bål i en skov i Gribskov lørdag, da de ville fejre den muslimske fest eid.
– Der forelå ikke nogen forhåndstilladelse fra Naturstyrelsen. Der forelå ikke nogen skriftlig tilladelse, siger specialkonsulent Jan Kidholm.
Tidligere har politiet ellers oplyst, at en skovfoged fra Naturstyrelsen gav tilladelse til bålet, selv om der er afbrændingsforbud i Gribskov Kommune.
Naturstyrelsen oplyser desuden, at det ikke er styrelsen, som tager stilling til, om folk må antænde bål eller ej.
Sagen har skabt røre, da politiet trak sig fra stedet og lod bålfesten fortsætte trods forbuddet.
Nordsjællands Politi har oplyst, at det lørdag morgen modtog den første anmeldelse om bålet og rykkede ud. De blev mødt af nogle familier, som fejrede eid, der markerer afslutningen på den muslimske fastemåned, ramadanen.
Bålet var ifølge politiet antændt ved en grillplads, der altså er beregnet til det. Politiets vagtchef Dan Houtved oplyste søndag aften, at politiet fik oplyst, at der var givet tilladelse af skovfogeden, som også selv var til stede.
Politiet besluttede derfor ikke at gøre noget, da festdeltagerne blandt andet havde sikret sig med brandslukkere.
Ifølge Jan Kidholm fra Naturstyrelsen var der dog ingen tilladelse til bålet. Han fortæller, at der var en skovløber fra Naturstyrelsen på stedet. Hvad skovløberen har oplyst til politiet på stedet, vil han dog ikke kommentere.
– Der forelægger ikke nogen forhåndstilladelse, og det der er foregået i lørdags, må man snakke med politiet om. Det er deres sag, siger han.
Om eftermiddagen modtog politiet en ny anmeldelse om bålet. Derfor blev brandfolk sendt til området, og beredskabet bad politiet om at komme.
Da politiet ankom, skete der dog en konfrontation, hvor festdeltagerne blev ophidsede, oplyste politiet. Det endte med, at politiet forlod området, og brandvæsenet holdt tilsyn med området.
Søndag meddelte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på Twitter, at han vil have en redegørelse fra Nordsjællands Politi for at få overblik over sagen.
– Politiet skal selvfølgelig kunne komme alle steder – også hvis der er optræk til ballade, skrev justitsministeren.
/ritzau/