Gevinst ved narkokontrol på uddannelsesinstitution


Arkivfoto


HOLBÆK: Torsdag formiddag kl. 09.33 anmodede personale på en uddannelsesinstitution i den nordlige del af Holbæk kommune om assistance fra politiet, idet personalet havde fundet et par små poser med euforiserende stoffer.

Politiet sendte et par narkohunde til uddannelsesstedet, hvor det ved en kontrol af elever og lokaler i løbet af nogle timer blev til tre sager om besiddelse af mindre mængde euforiserende stoffer bestående af i alt ca. 3 gram hash.

Derudover blev det til en sag om overtrædelse af lægemiddelloven ved besiddelse af to piller receptpligtig medicin, en sag vedr. overtrædelse af fyrværkeriloven ved besiddelse af et ulovligt kanonslag, og en sag vedr. besiddelse af 21 ampuller med ulovlige dopingmidler.

Dertil kom en sag vedr. overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da en elev tiltalte den ene narkohundefører i mindre flatterende ytringer i anledning af politikontrollen på stedet.

De sigtede unge vil senere høre nærmere fra politiet, når deres sager er blevet afgjort.