Indbrudstyv anholdt efter hidsig biljagt


Arkivfoto


AALBORG: En 26-årig indbrudstyv blev tirsdag opdaget i færd med at stjæle fra en byggeplads i Aalborg Øst. En patruljebil kunne senere eftersætte og anholde ham. Manden fremstilles i dag i grundlovsforhør.

Tirsdag aften omkring kl. 21.15 fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om forsøg på tyveri fra en byggeplads på Ravnkildevej i Aalborg Øst.

En vagt på byggepladsen opdagede den 26-årige gerningsmand, da denne var i færd med at stjæle værktøj fra et køretøj. Gerningsmanden stak af fra stedet i en personbil, men blev cirka kl. 21.50 opdaget af en patruljebil i Brønderslev.

Gerningsmanden forsøgte at køre fra politiet, der derfor eftersatte ham ad motorvej E39 i sydgående retning. Eftersættelsen endte på en mark ved Luneborgvej, 9382 Tylstrup, hvor manden blev anholdt.

Den 26-årige er sigtet for indbrud, vold mod tjenestemand, kørsel i narko- og spirituspåvirket tilstand, forsætlig påkørsel af civil politibil, kørsel uden gyldigt kørekort og flere andre overtrædelser af Færdselsloven.

Han blev fremstillet i et åbent grundlovsforhør onsdag formiddag kl. 10.00 ved Retten i Aalborg og varetægtsfængslet.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere information om sagen i øjeblikket.