Formodede biltyve viste sig at være mannequindukker


Arkivfoto


Politiet i Esbjerg reagerede natten til søndag på en anmeldelse om et “mistænkeligt forhold”, som vidner havde observeret hos en af byens autoforhandlere.

Men politiet kunne have sparet sig anstrengelserne, fortæller vagtchef Ivan Gohr Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi tidligt søndag morgen.

– Vi modtager klokken 02.11 en anmeldelse, om at fire-fem personer gik rundt inde i en autoforhandlers udstillingslokale i Esbjerg Nord og kiggede på biler, oplyser vagtchefen.

– Vi drønede derud, men kunne konstatere, at der ikke var tale om biltyve. Tværtimod var personerne meget stillestående, fordi der var tale om mannequindukker, siger han.

Om dukkerne er placeret i udstillingslokalet for at forestille interesserede kunder, er vagtchefen ikke klar over.

– Men vores patrulje konstaterede, at alt var i orden på stedet, og dukkerne har fået lov til at blive i udstillingslokalet, fortæller han.

/ritzau