Efter nye skyderier: Københavns Politi indfører visitationszone


I medfør af lov om politiets virksomhed § 6 har politidirektøren i København i dag den 8. juni 2018 truffet beslutning om, at politiet i en begrænset periode kan foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer i følgende geografisk afgrænsede område:

Åen langs volden til Mørkhøjvej – Mørkhøjvej til Kildeager – Kildeager til kommunegrænsen – langs kommunegrænsen mod syd til Slotsherrensvej – Slotsherrensvej til Stenløsevej – Stenløsevej til Veksøvej – Veksøvej til Frederikssundsvej – Frederikssundsvej til Åkandevej – Åkandevej til åen ved volden.

Baggrunden for beslutningen om oprettelse af visitationszonen er, at det vurderes, at der er en igangværende konflikt mellem en kriminel gruppering i området omkring Husum i Københavns Kommune og en kriminel gruppering i Rødovre Kommune, som har resulteret i hændelser, hvor der er anvendt skydevåben.

Der har indenfor de seneste ni dage været følgende hændelser i Københavns Politikreds, som formentlig kan relatere sig til konflikten:

31-05-2018 Skyderi og mulig frihedsberøvelse af en person på Storegårdsvej i Husum. Ingen information om, at nogen der skulle være ramt eller tilskadekommen.

02-06-2018 Skyderi i boligområde ved Storegårdsvej i Husum. Ingen information om, at nogen der skulle være ramt.

Samtidig indfører Københavns Vestegns Politi visitationszone i dele af Albertslund og Rødovre, hvor der i går var 2 skudepisoder.

Formålet med indførelsen af visitationszonen er at skabe tryghed for borgerne i området ved blandt andet at sikre, at personer ikke bærer eller besidder våben.

Som følge af ovenstående indføres visitationszonen, gældende fra fredag den 8. juni 2018 kl. 18.00 til fredag den 22. juni 2018 kl. 18.00.