TISVILDE: Tidligt onsdag morgen udbrød der brand på det tidligere hestestutteri Stuebjerggård, stedet er i dag et refugium og således var der angiveligt ingen heste i fare ved branden.
Alarmen kom ind kl. 04.11, og lød på ildløs i et hestestutteri på Stuebjerg Allé hvilket hurtigt fik sendt alle mand afsted fra Falck stationen i Helsinge.
Der blev kørt frem med fuld udrykning, og en røgsøjle var tydelig i den tidlige morgensol så brandmandskabet var klar da de nåede frem til gården på Stuebjerg Allé hvor det brændte kraftigt i ridehuset på grunden.
Et par røgdykkere med et par kraftige brandslanger blev sat ind for at slå ilden ned og indenfor 10-15 minutter var der ikke nogen ild tilbage på stedet, dog havde ridehuset taget alvorlig skade og der blev kl. 04.55 rekvireret en stigevogn fra brandstationen i Hillerød.
Denne skulle benyttes til nedrivning af dele af ridehuset, således at brandfolkene kunne komme alle gløder til livs og sikre ilden var helt nedkæmpet.
Ingen personer skal være kommet noget til ved den ærgerlige brand.