Kvnde skubbet hårdt af betjent: Nu er hun fængslet


En midaldrende kvinde husker ikke meget fra torsdag eftermiddag, hvor hun ifølge en sigtelse kastede to sten mod politiet på Christiania.

Det forklarer hun lørdag formiddag, da hun fremstilles i et grundlovsforhør ved dommervagten i København.

– Jeg kan ikke huske det. Jeg havde drukket vodka, Bailey, Guld Tuborg, og så havde jeg røget hash, fortæller hun.

Hun tilføjer, at hun slet ikke kan huske, at der var politi på Christiania torsdag.

Kvinden, der nægter sig skyldig, blev anholdt fredag klokken 11.33, efter at Københavns Politi havde haft mulighed for at kigge sit videomateriale igennem.

Samtlige betjente var udstyret med et GoPro-kamera, så hele aktionen blev filmet.

Da anklager Sidsel Jessen-Klixbüll fremviser stillbilleder fra aktionen, kan den 50-årige kvinde godt genkende sig selv.

– Ja, det er mig.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle kvinden til 27. juni.

Stenkast mod politiet straffes efter straffelovens bestemmelse om vold og trusler mod personer, der udfører et offentligt hverv. Den form for vold og trusler straffes hårdere, end hvis offeret var en almindelig borger.

I forbindelse med den såkaldte respektpakke valgte Folketinget blandt andet at skærpe straffen for overtrædelse af den paragraf.

Det betyder, at kvinden kan risikere fængsel i flere måneder, hvis hun bliver tiltalt og kendt skyldig.

En ung mand blev af Østre Landsret i efteråret idømt ni måneders fængsel for at have kastet med sten mod politiet i forbindelse med markeringen af tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset i København.

Det var klokken 16.43 og igen klokken 16.45, at kvinden ifølge politiet kastede de to sten.

Men en episode mellem de to stenkast har også vakt opsigt. En video, som flere medier har bragt, viste fredag, hvordan en politibetjent skubber kvinden hårdt i brystkassen, så hun falder bagover og slår hovedet.

Den sag efterforskes nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, efter at en borger anmeldte episoden.

/ritzau/