17-årig stjal ATV: Kørte galt under flugt fra politiet


Arkivfoto


BRABRAND: En 17-årig dreng slap uden skader, men ikke for en anholdelse, da han mandag eftermiddag kørte galt på en ATV, han havde stjålet i Brabrand.

En borger tippede i går kl. 14.45 politiet om at der kørte en ung fyr rundt på en muligt stjålet ATV omkring Sødalsskolen – da patruljen kom frem, fik de hurtigt øje på den unge fører og han fik øje på patruljen.

Fremfor at standse forsøgte han straks at køre fra politibilen via Louisevej.

Kort efter kørte han væk fra vejen op over en lille bakke, hvor han ramte ind i et hegn og væltede. I mellemtiden var betjentene hoppet ud af bilen for at fortsætte jagten til fods. Den 17-årige opgav nu den forulykkede ATV og fortsatte i løb væk fra stedet med to betjente i hælene. Men lovens lange ben var hurtigst, og midt i skolegården på Sødalsskolen blev den 17-årige anholdt og lagt i håndjern.

Det viste sig, at han havde stjålet ATV’en samme dag fra en adresse i Brabrand, og han blev sigtet for tyveri. Hans forældre og de sociale myndigheder blev desuden underrettet, da han er under 18 år.