Bandidos-teenagere ville dræbe rival ved supermarked


Politi på gerningsstedet på Parkvej i Næstved, 23. september 2016.


To mænd på 18 år er onsdag blevet idømt henholdsvis otte og ni års fængsel af Østre Landsret for tre skyderier i Næstved i efteråret 2016.

Byretten i Næstved dømte de to 18-årige til otte års fængsel, men landsretten skærper altså straffen til Martin Sindlev Clausen, mens Tobias Falk Pedersens dom fortsat lyder på otte års fængsel.

De to 18-årige mænd, der begge har tilknytning til Bandidos, ankede byrettens dom med krav om frifindelse, men det fik mændene altså ikke medhold i.

Landsrettens beslutning om at skærpe dommen til Martin Sindlev Clausen sker, fordi skyderierne var en del af en større bandekonflikt mellem Bandidos og Satudarah i Næstved.

I straffeloven er der en bestemmelse, der siger, at straffen kan øges, hvis kriminaliteten udspringer af en konflikt i bandemiljøet.

Normal retspraksis siger, at et drabsforsøg takseres til seks års fængsel. I denne sag skal der så lægges to andre skyderier til.

Den mest alvorlige episode fandt sted ved et supermarked på Parkvej i Næstved 23. september 2016. De to mænd affyrede mindst ti skud mod en 30-årig mand, som blev ramt af mindst fire skud.

Offeret er medlem af rockergruppen Satudarah.

Han blev fløjet til Rigshospitalets Traumecenter. Han overlevede sine kvæstelser.

Natten til 4. oktober blev der skudt mod en bolig på Kildemarksvej i Næstved. Der opholdt sig fem personer på adressen, men ingen blev ramt.

13. oktober var den gal igen. Mændene skød gennem en rude til et børneværelse.

I værelset lå et niårigt barn og sov. Tre andre personer var også i huset, men heller ikke her blev nogen personer ramt af skuddene.

Efteråret 2016 var i det hele taget en voldsom periode for Næstved. En konflikt mellem Bandidos og Satudarah betød, at politiet havde travlt.

I perioden mellem 23. september og 13. oktober blev der registreret i alt fem skudepisoder i byen. Det fik politiet til at oprette såkaldte visitationszoner.

/ritzau/