Flammer æder gammel kro ved strand på Falster


En kro i Marielyst på det sydøstlige Falster er mandag aften brudt i brand.

Efter at have haft gæster til frokost var Restaurant Strandkroen lukket ved 16-tiden, men et par timer senere stod flammerne ud af bygningen.

Omkring klokken 19 var den gamle bygning fuldstændig overtændt, skrev folketidende.dk. Ifølge øjenvidner på stedet opstod branden i køkkenet.

Den oplysning kan brandvæsnets indsatsleder, Ruben Salqvist, dog ikke bekræfte.

– Da vi kommer derned, er den overtændt med flammer gennem taget, siger han til folketidende.dk.

Vagtchef Jan Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at ingen menes at være kommet til skade.

– Status er, at strandkroen er helt væk. Den er brændt ned til grunden. Der er ingen tilskadekomne, og der er ingen fare for omkringliggende bygninger, siger vagtchefen kort før klokken 22.

Også brandvæsnets indsatsleder konstaterer, at den gamle kro med stråtag og bindingsværk er tabt. Tidligere på aftenen vurderede han, at slukningsarbejdet ville tage nogle timer.

– Vi har i hvert fald to-tre timers arbejde endnu. I hvert fald. Vi skal have pillet taget af nogle steder og have efterslukket. Der er nogle lommer, hvor det brænder endnu, sagde Ruben Salqvist ved 20-tiden til folketidende.dk.

Den nedbrændte kro ligger lige ved den kendte Marielyst Strand, der menes at være blandt landets bedste badestrande.

/ritzau/