63-årig alvorligt forbrændt i lejlighedsbrand i Aarhus


Arkivfoto


En 63-årig mand blev søndag aften bragt til Rigshospitalet med alvorlige forbrændinger, efter at der var opstået brand i hans lejlighed i det centrale Aarhus.

Det oplyser Stig Heidemann, vagtchef ved Østjyllands Politi, tidligt mandag morgen.

– Vi får anmeldelsen klokken 20.28 om, at der er opstået brand i en beboelsesejendom i Kalmargade i det centrale Aarhus, siger vagtchefen.

– Der er en person, som er blevet stærkt forbrændt, og han blev først sendt mod Odense Universitetshospital, men hans skader er tilsyneladende så komplicerede, at han i stedet er bragt til Rigshospitalet, tilføjer vagtchefen.

Stig Heidemann kan ikke oplyse, hvorvidt manden er i livsfare, men understreger, at mandens tilstand er meget alvorlig.

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, der brød ud i mandens lejlighed.

Politiet evakuerede for en sikkerheds skyld ejendommen, men de øvrige beboere kunne vende tilbage til deres lejligheder, der ikke havde taget skade under branden.

Teknikere skal nu undersøge, hvor og hvordan branden er opstået.

/ritzau/