Arkivfoto
Da der i efteråret 2014 blev givet statsborgerskab til udlændinge i Danmark, kom omkring 70 procent af de nye statsborgere fra muslimske lande.
Siden er muslimernes andel faldet markant.
Statsborgerskab tildeles ved lov, og på det seneste lovforslag fra foråret 2018 udgjorde personer fra muslimske lande kun 21 procent.
Det viser en analyse, som Politiken Research har lavet, skriver Politiken søndag.
I 2015 vedtog den daværende regering sammen med Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet en række stramninger på indfødsretsområdet.
Der blev indført skrappere krav til sprogfærdigheder i dansk. Der kom også en indfødsretsprøve om danske samfundsforhold, kultur og historie. Dertil kom blandt andet et krav om, at ansøgere til statsborgerskab skal have været selvforsørgende i fire og et halvt år ud af de seneste fem år.
Tidligere var der krav om to og et halvt års selvforsørgelse ud af fem år.
De skærpede krav til nye statsborgeres sprogfærdigheder og paratviden om Danmark er medvirkende til det kraftige fald, vurderer jurist Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder.
Eva Ersbøll påpeger over for Politiken, at personer fra muslimske lande ofte skal lære et nyt alfabet og ofte lider af traumer, der gør det sværere for dem at bestå indfødsretsprøverne.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) konstaterer på baggrund af udviklingen, at stramningerne fra 2015 virker.
– Det positive er først og fremmest, at de, der får statsborgerskab, også er folk, der bidrager, siger hun til Politiken.
I samme periode er andelen af nye danske statsborgere fra Storbritannien, USA og Tyskland til gengæld steget.
I efteråret 2014 udgjorde personer fra de tre lande 1,7 procent af de nye statsborgere. I foråret 2018 udgjorde de 19,3 procent.
Denne udvikling menes at hænge sammen med, at det blevet muligt at få dobbelt statsborgerskab. Stigningen i andelen af nye statsborgere fra andre vestlige lande er dog ikke så markant, at den i sig selv forklarer hele fladet i andelen af nye danskere, der kommer fra muslimske lande.
/ritzau/