19-årig bilist forulykket efter biljagt


Arkivfoto


RANDERS: En ung bilist nægtede at standse, da en patrulje ville foretage en rutinemæssig standsning – det endte i en hidsig biljagt som endte i et trafikuheld.

Der skete lørdag et færdselsuheld kl. 23.43 på Vestervold i Randers, efter en civil patruljebil eftersatte en 19-årig mandlig bilist der hårdnakket nægtede at stoppe.

Under eftersættelsen kørte den 19-årige bilist frem for to røde lys, kørte tre gange venstre om et helleanlæg og kørte frem for ubetinget vigepligt.

Biljagten sluttede da den 19-årige kørte frem i et T-kryds, her mistede han på grund af for høj hastighed, herredømmet over bilen og påkørte et lyssignal.

Der skete ingen personskade ved uheldet, og trods den 19-åriges modstand så klappede håndjernene, samtidig med at han blev sigtet for en stribe af færdselsforseelser.