Alternativet: Dyrk cannabis i køkkenhaven


Arkivfoto


Danskerne skal have lov til at dyrke cannabis i deres køkkenhave eller på altanen.

Det mener Alternativet, der i den kommende uge fremsætter et beslutningsforslag for at komme et skridt nærmere en legalisering af stoffet.

Ifølge Alternativets Torsten Gejl er forslaget et forsøg på at undgå, at unge skal købe cannabis hos rockere og bander:

– Vi ved, at 41,5 procent af de 16 til 24-årige har prøvet cannabis. Det svarer til 249.000 unge. I og med, at der er så mange, der bruger stoffet, så er vi nødt til at få det under kontrol.

– Det er fuldstændig uansvarligt bare at lade flyde, som regeringens politik gør, siger Torsten Gejl.

Alternativet lægger op til, at detaljerne i forslaget skal diskuteres med de øvrige partier. Men partiet foreslår at kigge mod reglerne i Alaska.

Her har brug af cannabis været tilladt siden 2015 for borgere over 21 år. Borgerne i Alaska må lovligt besidde 28 gram marihuana. Desuden er det tilladt at dyrke op til seks planter på sin bopæl.

Det er dog kun tilladt at have tre planter, som er modne og blomstrer på samme tid.

Spørgsmål: Risikerer I ikke, at endnu flere vil bruge cannabis, hvis man må dyrke det selv og dermed har let adgang til det?

– Der er adgang til det overalt i Danmark. I den mindste flække, på skoler, efterskoler, højskoler og i nattelivet. Alle vegne kan man få fat i det her. Det er fuldstændig ude af kontrol.

– Måden at få det under kontrol kan være at give adgang til hjemmedyrkning. På den måde kan man spare en masse penge på politiets kontrol. Penge som i stedet kan gå til at lave kampagner, siger Torsten Gejl.

Han understreger, at cannabis kan føre til afhængighed og problemer for unge, der har et overforbrug. Men det er svært for forældre at tale med deres børn om problemet, når stoffet er ulovligt, mener han.

Professor Mads Uffe Pedersen forsker i behandling og årsager til misbrug. Han understreger, at forbruget i Danmark er tre gange så lavt som i de dele af USA, hvor man har legaliseret det.

– Man skal ikke gå ind i debatten med bind for øjnene. Forbruget i Danmark er faktisk ikke så højt, som i de lande, der har legaliseret cannabis.

– Jeg er enig i, at vi skal have en bred diskussion, for nultolerancen, som vi har i dag, har ikke fungeret specielt godt. Men det her er måske at begynde et forkert sted, siger Mads Uffe Pedersen og tilføjer:

– Jeg vil hellere starte med en afkriminalisering, så vi får fat i den gruppe af unge, som har et massivt problem.

Han ser gerne, at besiddelse af cannabis til eget forbrug ikke giver bøder og plettet straffeattest.

I stedet skal de unge, der bliver stoppet med cannabis, sendes til et behandlingssted, som kan vurdere, om man har et misbrug.

Spørgsmål: Tror du muligheden for at dyrke cannabis lovligt vil føre til et større misbrug?

– Det bliver i hvert fald mere normaliseret på en måde, så man kunne frygte, at de unge vil spørge, hvorfor de skal gå i behandling, selv om de ryger hver dag, siger Mads Uffe Pedersen.

/ritzau/